Vedtægter for Radio Rollo
1. Navn og hjemsted
Foreningen hedder Radio Rollo og er hjemmehørende i Faxe Kommune.
2. Formål
2.1
Foreningen Radio Rollo har til formål at drive en ikke-kommerciel lokalradio i Faxe Kommune.
Navnet på denne lokalradio er også Radio Rollo. Foreningen og lokalradioen Radio Rollo er
uafhængig af politiske partier og interessegrupper. Foreningen har sit grundlag i frivilligt arbejde
fra ulønnede medarbejdere.
2.2
Lokalradioen skal give mulighed for at informere og oplyse om begivenheder af politisk, social,
erhvervsmæssig og kulturel art i Faxe Kommune og omegn. Herunder skal lokalradioen give
befolkningen i lokalområdet mulighed for at komme til orde. I debatter skal lokalradioens
medarbejdere gøre sit bedste for, at alle parter bliver hørt. Musik er en vigtig del af
kulturformidlingen på lokalradioen, og de frivillige medarbejderes musikvalg skal prioriteres.
Desuden skal der i sendefladen være ét eller flere programmer, som giver radioens lyttere og
gæster mulighed for at få indflydelse på musikvalget.
3. Medlemskab
Medlemmer er personer, som er aktive på radioen, og som accepterer radioens vedtægter. Man
kan være aktiv enten som tekniker, studievært, bestyrelsesmedlem eller mark-arbejder i
samarbejde med disse. Medlemskabet starter, når man er sat på medlemslisten. Medlemskabet
ophører automatisk 6 måneder efter sidste dato, hvor man har været aktiv på radioen. Bestyrelsen
kan i tvivlstilfælde kræve dokumentation for medlemskab. Der betales ikke kontingent til
foreningen.
4. Generalforsamlingen
4.1
Foreningens højeste myndighed er den årlige generalforsamling, der afholdes hvert år i marts
eller april. Bestyrelsen indkalder til generalforsamlingen med mindst 14 dages varsel ved
annoncering i medarbejdergruppen og i Radio Rollo.
Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 8
dage før afholdelse af generalforsamlingen. Forslag om vedtægtsændringer, der ønskes behandlet
på den ordinære generalforsamling, skal være bestyrelsen i hænde senest den 1. marts.
Dagsordenen skal omfatte:
1. Valg af dirigent og referent.
2. Formandens beretning.
3. Godkendelse af regnskab.
4. Fremlæggelse af budget.
5. Indkomne forslag.
6. Valg af formand (i ulige år) og næstformand (i lige år).
7. Valg til bestyrelsen i følge §5.
8. Valg af suppleanter i følge §5.
9. Valg af revisor.
10. Eventuelt.
4.2
Et medlem har stemmeret til en generalforsamling, når man har været medlem i 6 måneder.
Generalforsamlingen afgør alle anliggender ved almindeligt stemmeflertal blandt fremmødte
medlemmer med stemmeret. På en generalforsamling kræver vedtægtsændringer dog 2/3
stemmeflertal blandt fremmødte medlemmer med stemmeret.
4.3
Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, når et flertal i bestyrelsen eller mindst en
tredjedel af medlemmerne med stemmeret ønsker det. Forslag til motiveret dagsorden indgives
samtidig med begæring om ekstraordinær generalforsamling. Denne skal indkaldes med mindst
14 dages varsel og senest en måned efter, at bestyrelsen har modtaget begæring om den. Samtlige
forslagsstillere skal være til stede, for at den ekstraordinære generalforsamling kan være
beslutningsdygtig.
4.4
Kun medlemmer med stemmeret kan få behandlet forslag på en generalforsamling.
5. Bestyrelse
5.1
Bestyrelsen består af 3-5 medlemmer, der vælges for 2 år ad gangen. Formanden vælges i ulige
år, og næstformanden vælges i lige år. Derudover vælges 1-2 bestyrelsesmedlemmer i ulige år og
0-1 bestyrelsesmedlemmer i lige år. Genvalg er tilladt.
5.2
Hvis bestyrelsen efter valg af bestyrelsesmedlemmer består af under 5 personer, kan
generalforsamlingen vælge ekstra bestyrelsesmedlemmer, sådan at der er op til 5 medlemmer i
bestyrelsen. Disse ekstra medlemmer vælges for kun 1 år.
5.3
Generalforsamlingen vælger 1-2 suppleanter hvert år. Suppleanter vælges for 1 år ad gangen.
5.4
Bestyrelsen vælger en kasserer enten internt eller eksternt. Der skal vælges kasserer hvert år.
5.5
Ved afstemning i bestyrelsesmøder skal der altid være simpelt flertal. Bestyrelsen fastlægger selv
omfanget og antallet af bestyrelsesmøder og sin forretningsorden. Der skal føres referat over
bestyrelsesmøderne, og referater skal være tilgængelige for medarbejderne.
6. Daglig drift
6.1
Bestyrelsen udpeger enstemmigt én eller flere personer blandt foreningens medlemmer til at stå
for den daglige drift. Den eller de personer, som står for den daglige drift, skal sikre, at almene
regler for god opførsel på radioen, bliver overholdt.
6.2
Alt, som er skabt til Radio Rollo, herunder jingler, programmer, spots m.m. tilhører radioen, og
den enkelte studievært kan ikke gøre krav på det eller nægte radioen at bruge dette. Alle
medarbejdere accepterer automatisk dette ved start på Radio Rollo. Alle medarbejdere bliver
oplyst om, at de skal tjekke regler m.m. som findes på Radio Rollo og i tilhørende lokaler.
7. Økonomi
7.1
Foreningens regnskab følger kalenderåret. Kassereren fører regnskabet, der i revideret stand
forelægges generalforsamlingen.
7.2
I forhold til 3. mand hæfter foreningen alene med sin formue. Medlemmerne har intet personligt
ansvar for foreningens økonomiske forpligtelser og har ikke ret til nogen del af foreningens
formue.
7.3
Optagelse af lån og anden gældsstiftelse skal godkendes enstemmigt af bestyrelsen.
8. Eksklusion
En enstemmig bestyrelse kan ekskludere et medlem, der modarbejder radioens formål eller drift.
Eksklusionen kan ankes på første generalforsamling, efter at eksklusionen er foretaget.
9. Programpolitik
Radio Rollos programmer skal tage udgangspunkt i et lokalt engagement, enten ved at behandle
lokale emner eller ved, at emner af national eller global karakter tilrettelægges med en lokal
vinkel. Lederen af den daglige drift kan undtagelsesvis give tilladelse til at afvige fra dette krav.
10. Foreningens ophør
Opløsning af Radio Rollo kræver, at vedtagelsen herom sker på 2 på hinanden følgende
generalforsamlinger, hvoraf den ene skal være ordinær. Ved begge generalforsamlinger skal
opløsningen vedtages med mindst 2/3 af samtlige afgivne stemmer. Foreningens aktiver tilfalder
lignende formål valgt af afsluttende generalforsamling.
Således vedtaget på Radio Rollos ordinære generalforsamling den 23. maj 2009 Paragraf
6.2 er vedtaget på ordinær generalforsamling den 30. maj. 2011 Paragraffen er vedtaget
ved enstemmigt flertal.
Paragraf 4.1 er ændret og vedtaget på generalforsamlingen den 26. marts 2012
Paragraffen er vedtaget ved enstemmigt flertal.
Paragraf 2 er vedtaget på ordinær generalforsamling d. 18. april. 2013
Paragraf 4 er vedtaget på ordinær generalforsamling d. 18. april. 2013
Paragraf 5 er vedtaget på ordinær generalforsamling d. 18. april. 2013
Paragraf 10 er vedtaget på ordinær generalforsamling d. 18. april. 2013 Paragraf 4.1
er ændret og vedtaget på generalforsamlingen den 03. april 2018 Paragrafferne er
vedtaget ved enstemmigt flertal.
Paragraf 4.1 er vedtaget ved enstemmigt flertal den 8. april 2019.
Paragraf 3, 4, 5, 6 og 8 er ændret ved enstemmigt flertal den 30. september 2025.
Paragraf 2, 4.1, 5 og 6.1 er ændret ved enstemmigt flertal den 8. april 2026.
